Udtalelse om sexisme fra Danske Regioners bestyrelse:
I den seneste tid er hundredvis af vidnesbyrd om seksuelle krænkelser og sexisme i det danske samfund blevet lagt frem. De findes også i sundhedsvæsenet og regionalpolitik. Beretningerne chokerer, forarger og maner til selverkendelse hos os, der har siddet med det politiske ansvar, mens mange af hændelserne er sket.
Vores holdning er klar: Seksuelle krænkelser i sundhedsvæsenet og på regionale arbejdspladser er totalt uacceptable og vi skal ændre den sexistiske kultur der, hvor den findes. Ingen skal acceptere, at seksuelle krænkelser er en del af deres hverdag, og det skal stoppe lige nu. Derfor er vi heller ikke i tvivl: Der er brug for mere handling.
På regionale arbejdspladser skal ledere på alle niveauer gøre det klart, at krænkende adfærd fra kollegaer eller chefer er uacceptabel. Der skal være tydelige politikker og retningslinjer for, hvordan vi håndterer seksuelle krænkelser, og lederne skal entydigt signalere over for de ansatte, at man er klar til at lytte, støtte og handle i forhold til såvel konkrete hændelser som for at ændre en sexistisk kultur.
Alle regioner vil sikre, at det er trygt at henvende sig, hvis man har været udsat for krænkende adfærd. Det kan være til sin leder, sin tillidsrepræsentant, HR-funktionen eller en uafhængig instans. Her vil man kunne fortælle om sin oplevelse og få hjælp til at håndtere sagen.
Undersøgelser viser, at fire ud af fem krænkelser i sundhedsvæsenet ikke stammer fra andre ansatte, men fra patienter og pårørende. Ledelsen på hver arbejdsplads skal derfor sikre, at medarbejderne er klædt på til at klare sådan en situation. De ansatte skal også have mulighed for at bearbejde krænkende hændelser.
Endelig vil vi styrke indsatsen for at forhindre krænkende adfærd blandt regionspolitikerne. Det er helt uacceptabelt, hvis ens politiske hverv er forbundet med sexisme, og alle skal - uanset køn og alder - trygt kunne deltage i det regionale demokrati. Derfor vil vi nu sætte en landsdækkende undersøgelse i gang, der skal klarlægge omfanget af krænkende adfærd i regionsrådene.
Derudover skal regionale politikere fremover have mulighed for at gå til en uafhængig og uvildig instans, som vil rådgive dem i situationen og kunne involvere den politiske ledelse, den relevante partiorganisation eller andre. Instansen bliver et supplement til de eksisterende muligheder.
I Danske Regioners bestyrelse har vi et ansvar at sikre, at forandringen ikke bare bliver ved snakken, men at de vigtige vidnesbyrd fra både medarbejdere og politikere bliver startskuddet til en reel adfærdsændring. Det handler både om at gøre op med krænkende adfærd, men også om generelt at sikre, at vi har en kultur, hvor vi behandler hinanden ordentligt.
For os er der ingen tvivl: Vi skal sætte en stopper for seksuelle krænkelser og sexisme på de regionale arbejdspladser.
Danske Regioners bestyrelse består af:
Stephanie Lose (V, Region Syddanmark), Ulla Astman (S, Region Nordjylland), Henrik Thorup (DF, Region Hovedstaden), Sophie Hæstorp Andersen (S, Region Hovedstaden), Anders Kühnau (S, Region Midtjylland), Heino Knudsen (S, Region Sjælland), Poul-Erik Svendsen (S, Region Syddanmark), Lars Gaardhøj (S, Region Hovedstaden), Karin Friis Bach (R, Region Hovedstaden), Per Larsen (K, Region Nordjylland), Villy Søvndal (SF, Region Syddanmark), Lone Langballe (DF, Region Midtjylland), Martin Geertsen (V, Region Hovedstaden), Carsten Kissmeyer (V, Region Midtjylland), Jacob Jensen (V, Region Sjælland), Lone Sondrup (V, Region Nordjylland) og Tormod Olsen (EL, Region Hovedstaden).